Intuitiv sanselig strategi

Jeg sidder den første dag i det nye år, lukker øjnene og smager mig frem….hvor skal jeg hen med min virksomhed? mærker på hvad vil jeg opnå…føler teksturen i hvem vil jeg samarbejde med… fornemmer duften i hvem vil jeg arbejde for… Jeg arbejder med intuitiv sanselig strategi!

ja, ja jeg ved det….mange vil sige at intuitiv strategi er en selvmodsigelse, at man ikke både kan være intuitiv og strategisk på samme tid. Med intuitionen følger du dit hjerte og strategien har jo tradition for at følge hjernen og logikken…og et logisk hjerte, det ved vi alle ikke holder…eller?

Jo!…det mener jeg! Tiden er inde til at lade hjerte og hjerne gå hånd i hånd, for det er vejen frem til et sundere, mere bæredygtigt og glædesfyldt liv, som kan få hjertet til at danse. 

Hvis du vil have dit liv til at danse, må du begynde at sanse hvad dit kloge hjerte allerede ved og altid fortæller dig….du har måske bare ikke hørt det før, fordi ingen har lært dig hjertets sprog at kende. 

Så hvis du sidder i disse første jomfruelige dage i 2020 og overvejer at dreje ned af spændende sideveje, rette kursen op eller slet og ret tage hovedspring ind i et helt nyt saftigt liv….Ja, så prøv lige at sanse din strategi og mærk efter hvad den fortæller dig, du vil måske blive overrasket over hvor meget dit hjerte allerede ved!

Tænk over, hvor du ønsker at komme hen i dit liv, prøv at liste 3 veje hen til målet…mediter lidt eller tag et par dybe indåndinger og bliv rolig indeni. Mærk nu en vej af gangen….og smag på den! Bogstaveligt, hvad smager den af…mærk hvad dine sanser fortæller dig…er det vanilie, pebermynte, bitter , sød, en skarp smag, behagelig eller? Spørg dig selv, hvad du forbinder disse smage med…hjertet taler i metaforer og du skal nu til at blive bevidst om dit hemmelige hjertesprog, husk at det er DINE metaforer, så ingen anden end dig kan tolke dig frem i dit hjertes beskeder.

Hvis du vil udforske din intuition skal du ind i kroppen og bruge din forestillingskraft, dine sanser viser dig vejen og sjovt nok vil de ikke altid vise det samme som dine følelser og som din logik vil fortælle dig. At møde din intuition kræver at du gør sindet roligt, lytter til dine sanser og overgiver dig til muligheden om at din krop kan vise dig vejen.

…så øv dig og bliv bekendt med, at der findes et andet sprog og andre veje end dem vi er programmerede til at følge … udforsk din fantasi på en ny måde; …prøv at dufte til en samarbejdspartner (altså i fantasien), læne dig ind i en forretningsmulighed, mærke hvilken vej der får dine skuldre til at falde eller din hals til at snøre sig sammen, lytte ind i materialevalgene, mærke teksturen på forskellige indtjeningsmuligheder. Skriv dine indsigter ned og du har taget de første skridt til at lytte til dit hjerte!

Når du bliver modig nok til også at følge hjertes intuitive anvisninger, har du taget første skridt i retningen mod at blive en intuitiv strategisk iværksætter.

Iværksætteri er en personlig udviklingsvej

TÆNK AT KUNNE SKABE EN LEVEVEJ SOM GØR DIG LYKKELIG! FORESTIL DIG EN VIRKSOMHED, SOM UNDERSTØTTER DIN PERSONLIGHED, DINE DRØMME OG DIT POTENTIALE, OG DU DERFOR STÅR HELT RENT I DIN ENERGI – SÅ HAR DU SKABT EN HOLISTISK VIRKSOMHED.

“Iværksætteri handler om vækst” … den sætning er blevet et mantra i mediefladen. Jeg mener nu at virkeligheden er lidt mere nuanceret og vækstbegrebet kan have mange facetter, som jeg vil komme ind på i denne blog, men har du fx tænkt over at iværksætteri også skaber en indre vækst?

Du kender helt sikkert historier om modige kendte iværksættere, som har holdt fast i deres visioner, også selv om omverdenen slet ikke kunne se, hvor de var på vej hen.  Dem der havde modet til at gå mod strømmen og styrken til at holde fast i visionen og som navigerede efter en indre fornemmelse, der gav dem evnen til at flyve som en humlebi, på trods af hvad omverdenens logik mente muligt.

Sådan en type iværksætter, vil jeg karakterisere som en intuitivt stærk iværksætter, fordi personen helt tydeligt har kontakt med sin intuition, har adgang til sit kreative potentiale og er så meget forankret i sig selv og sin indre styrke, at visionen kan fastholdes. Så begrebet bevidst iværksætter handler om hvordan vi navigerer i verden, og hvordan vi manifesterer i den.

Men der er jo også mange fantastiske iværksættere som vi aldrig hører om, fordi deres vækst- og succesparametre ikke passer ind mediebilledet.

Her taler jeg om dem som fx formår:

…at leve af det de elsker allermest

…dem der hoppede af hamsterhjulet og skabte sig en bæredygtig levevej, som gav plads til hele mennesket

…dem som har skabt en virksomhed hvor den vigtigste vækst har været i udsatte mennesker, udvikling af samfund osv.

Den holistiske iværksætter har bevidst valgt og redefineret sit vækstbegreb. Det handler om at skabe en levevej som gør dig lykkelig! Ikke sådan forstået, at den lykkelige iværksætter ikke må tjene mange penge! ….det er bare ikke nødvendigvis det parameter, som der navigeres primært ud fra.

Iværksætteri er jo i høj grad en personlig udviklingsvej, rigtig mange mennesker får realiseret deres potentiale og deres visioner gennem CVR-nummeret. Her får de foldet vingerne ud og får materialiseret deres drømme, mens læringskurven går stejlt opad, fordi hvert et fejltrin og fejlnavigation kan koste dyrt!

Jeg mener ikke, at vi alle nødvendigvis skal være det næste Skype, AP Møller eller Apple. Det er på tide at vi ser, at målestokken for vores egen succes kan vi kun selv sætte! Hvis du synes det er en fantastisk succes, at arbejdet med dine drømme lige akkurat kan finansiere dit liv, så er det jo en succes! At være en holistisk iværksætter handler ikke om omfanget og ydre labels på din drøm, det handler derimod om at kunne skabe en virksomhed, som understøtter din personlighed, dine drømme og dit potentiale, og når det sker, åbner du samtidig op for dit eget indre vækstpotentiale, som kan aktivere at du står helt rent i DIN egen energi …du kommer hjem i dig selv!

Drømmer du om at blive holistisk iværksætter er det ikke nok at tælle pengene og skrive forretningsplanen, du må også se på det indre arbejde der skal gøres! Du må kende dig selv, kende dine drømme, turde rumme og se din angst i øjnene, have adgang til din intuition og have så megen forankring i dig selv, at du kan/tør handle på din intuition og holde din vision klar, på trods af ydre modstand. Den holistiske iværksætter kender forskellen på essensen af sin drøm (som der navigeres ud fra og ikke ændres på) og indpakningen (som justeres og modelleres i real-time efterhånden som drømmen udfoldes).

Som mangeårig virksomheds-rådgiver og coach har jeg set alt for mange virksomhedsejere, som er endt i et frustreret hjørne med deres virksomhed, et sted hvor det er blevet surt, hvor de er stagneret og har endt med at skabe en virksomhed, som de overhovedet ikke synes er sjov at have med at gøre. Når vi har analyseret situationen nærmere, har det ofte vist sig, at grunden til at det er gået galt, er fordi de ikke har evnet at holde fast i dem selv og i deres drøm… de mistede dem selv i processen!

Der er absolut intet at fordømme i det, for det er meget, meget let at falde i den gryde som uafprøvet iværksætter! Meget ofte vil du som nyslået virksomhedsejer støde på velmenende råd a’la… ”sådan gjorde jeg og det virkede, derfor skal du også”  eller ”det gik galt for mig, så det må du ikke”. Når man står som uerfaren, så lytter man…. lytter til alle røster og navigerer til højre og venstre for at gøre … advokaten, rådgiveren, partneren, kollegaen, banken… ja, alle glade. Men hvad med dig, husker du også at lytte til din intuition? Det kræver en indre styrke og en evne til at mærke sig selv, så du ikke mister dig selv og din drøm i processen.

Hvis vi skal skabe noget unikt, udvikling og vækst, så må vi gå ad nye veje og ikke i andres fodspor. Selvfølgelig er det en god ide at lære af andres og egne erfaringer, men hvis det eneste vi gør er at gentage disse mønstre, kan vi måske nok skabe Best Practice….men vi kan ikke skabe Next Practice!

Den bevidste iværksætter lytter og lærer selvfølgelig også, men konfererer altid med sin indre stemme og lader denne tage den endelige beslutning. Når intuitionen og dit hjertes stemme bliver din mastermind og logikken tjener din intuition, så vil du mestre det holistiske iværksætteri.

Det er tid til at tage vingerne på!